Axeltorv, Næstved

Tre sorte krukker med Harlekin pileskulpturer i

I maj 2012 præsenterede Næstved Kommune i alt 6 Harlekin piletræer på Axeltorv i Næstved bymidte. Projektet var et samarbejde mellem Signe G. Knudsen fra Parkvæsenet, Citychef Anne Steen samt Michael Kornbeck, Næstved Vej & Park.

Træerne blev etableret i store, sorte jernkrukker og blev som udgangspunkt placeret i to grupper med tre krukker i hver. Alle piletræerne er flettet i pilesorten gulpil (Salix Alba) og er 150 cm høje i stammen.

Tanken var at skabe noget anderledes og nytænkende på torvet, som kunne tiltrække sig opmærksomhed.

 ”Vores udveksling af kreative ideer og tanker startede en snak om traditionelt pileflet, og se, hvad det nu har ført til! Vi kan præsentere levende pilekunstværker, som skal give Axeltorv et eksotisk pust i sommermånederne”

Citychef Anne Steen.

De flotte Harlekin piletræer har den karakteristiske flettede stamme, der giver et symmetrisk og klassisk udtryk, og den markante gule farve på pilevidjerne giver en ekstra dimension til løsningen på Axeltorv. Sammensætningen af de farverige bunddækkeplanter i de sorte jernkrukker fuldender de iøjefaldende tableauer.

”Levende pil er smukt både i løv og i bark, og flettet som træer bliver pilens smukke udseende pludselig ophøjet til noget kunstnerisk. Det bliver en flot og anderledes bymidte, som Næstveds borgere kan glæde sig til at opleve og følge med i, når den udvikler sig hen over sommeren.”

Heinrich Braun, Baugaarden Living Art

Galleri